broken S


Broken Sword - Directors Cut

Type
Spil
Trin
Udskoling
Fag
Engelsk
Pris
25 kr.
Platform
iPad

Broken Sword er et single-player, adventure-, peg-og-klik-spil, hvor handlingen foregår i et tegneserieinspireret miljø. Amerikanske George Stobbart forsøger sammen med sin franske veninde journalisten Nico Collard, at opklare et gådefuldt mysterium. Spillet er anmeldt ud fra kriterier til semantiske læremidler - æstetiske tekster fra “Evaluering af digitale læremidler” fra Læremiddel.dk

Intensitet
Intensiteten i spillet er noget lav, da man skal samle megen viden, tale med mange personer og pege sig igennem de forskellige scener, for at få alle ledetråde med sig. Men dette lidt langsomme tempo kan samtidig være en fordel, hvis flere elever arbejder sammen om at spille på en skærm, så kan alle nå at følge med i handlingen. Æstetisk hænger det tegneserieagtige udtryk sammen med at pege og klikke sig frem, idet personernes bevægelser er stive og netop tegneserieagtige!

Originalitet
Da Broken Sword-spillet allerede findes til pc-er og oprindeligt er fra 1996, er det ikke særligt originalt og nyt, men det fungerer fint, da iPad’en jo netop lægger op til et peg-og-klik miljø med sin touch-skærm. Indholdet i spillet, altså krimigåden giver eleverne mulighed for at have en dialog om, hvordan de forskellige gåder og opgaver løses.

Kompleksitet
Broken Sword rummer mulighed at udfordre elevernes indre detektiv og mysterietrang. Der er både klassiske sporsøgningsopgaver og løsning af fx koder, forskellige puslespil eller gåder. Samtidig er sproget engelsk, men der følger hele tiden talebobler med, når personerne taler sammen, så der både kan læses og lyttes. Af denne grund er spillet også mest velegnet til de ældste klasser eller sidst på mellemtrinnet.

Relevans
Spillets relevans i forhold til undervisning ligger i den didaktisering, som skal foregå omkring det (Se artikel om dette under “Artikler” på dette site), således at spillet bliver en del at forskellige relevante problemstillinger og øvelser. Disse kan være individuelle, fælles eller samfundsmæssige alt efter den sammenhæng spillet sættes ind i.

Tilgængelighed
Interfacet i Broken Sword er meget enkelt og overskueligt og fint tilgængeligt også for elever, der ikke spiller. Elever, der spiller til daglig, vil måske finde spillet grafik noget oldschool! Grafikken og layoutet er altså lidt gammeldags, men det er nemt at orientere sig og man har hele tiden mulighed for at få hjælp til at komme videre, ved at bruge “hint”-knappen. Man kan desuden hele tiden følge med i handlingen, idet man kan læse tilbage i logbogen, hvis man har brug for det.
Generelt kan man sige, at Broken Sword er et læsbart og brugervenligt spil, der netop på grund af sit adstadige tempo egner sig til at bruge i undervisningen, fordi det giver mulighed for alle elever også de ikke spillevante kan være med og løse de forskellige opgaver, hvor nogle genkendes fra andre ikke-spils sammenhænge.